Vielsestale

Kære Sofie og Søren!

Nu i dag har I valgt at knytte ægteskabets bånd her i Harte kirke på denne smukke, men lidt vindblæste forårsdag. Når jeg taler om bånd, skal det ikke forstås på en negativ og skræmmende facon, på den »ufede« måde, som når man taler om at »blive smedet i hymens lænker«. Jeg håber ikke, at I føler det på den måde. Og så er der alligevel noget om snakken. Når man gifter sig, ofrer man noget af sin frihed, men man gør det, fordi man håber at få noget andet og meget værdifuldt til gengæld: Et andet menneskes selskab og venskab og troskab, så længe man lever.

Vi ved allesammen godt, at vi ikke kan få det hele uden at opgive noget andet. Man skal investere for at få gevinst. Man kan ikke både synge og have munden fuld af mad. Bibelen siger det på den måde, at sædekornet først må lægges i jorden og dø, før det kan bære frugt. Hvis det ikke dør, bærer det ingen frugt. Jesus siger også: »Den, som ofrer sit liv, skal redde det, og den, der vil redde sit liv i denne verden, skal miste det.«

Da vi var børn, kunne vi tillade os at være egoistiske og kun leve for os selv, men da vi blev voksne, måtte vi aflægge det barnagtige og tage ansvar for vores eget liv. Først var det uddannelse og arbejde, nu er tiden så kommet til at stifte familie med hus, have, bil, barnevogn fra Odder og Peter Plys i barneværelset. Og snart kommer tiden, hvor I også skal tage ansvar for et lille menneskes liv.

I 70'erne, da jeg var barn, talte de unge om de 3 V'er: Villa, Volvo og Vovhund, som om det var Helvedes forgård, men de fleste af dem endte alligevel med at overgive sig til ligusterhækkenes lange lige rækker. Trækket blev måske for stærkt for dem, eller også havde de bare taget fejl, ligesom de tog fejl med hensyn til så mange andre ting. Virkeligheden er jo tit mere nuanceret, end vore slogans vil gøre den til.

Man skal ikke være sådan en Peter Pan, der nægter at blive voksen og træde i karakter, men man skal på den anden side heller ikke ende med at leve for at arbejde, i stedet for at arbejde for at leve. Materielle ting kan man hurtig få nok af nok af, og når man indser det, er man løst fra tingenes tyranni. Men begynder man at smide det gamle ud for at skaffe sig nyt, så man kan begynde forfra hele tiden, så er man inde i den onde spiral. Det gælder både, når det er ting og mennesker, som skiftes ud. Den onde spiral, som man ikke kan komme ud af, og som man måske ikke engang vil ud af, og hvor man ikke kan råbes op, er det kristendommen kalder fortabelse. Det er, når man ophører med at kommunikere med Gud og med sine medmennesker – og med sin egen samvittighed. Frelse er, når vi siger til Gud: »Din vilje ske«. Fortabelse er, når Gud siger til os: »Din vilje ske«.

Vores farfar plejede på dette tidspunkt at ironisere over lidt over, at så mange vælger at gå fra ægtefællen efter et antal år, fordi de vil prøve noget nyt. Men i stedet for kommer de til at begynde forfra og oplever det samme hver gang. Først den stormende forelskelse, derefter nedkøling og til sidst kedsomhed og irritation. Hvis man derimod vælger at blive gammel sammen med den første, kan man opleve, hvordan man ændrer sig med alderen, og man lærer hinanden at kende på en anden måde.

Farmor og farfar kendte det fra deres eget liv. Da de var unge, måtte de kæmpe med dårlig økonomi, 6 børn, der skulle mættes, og en stor arbejdsbyrde, og undertiden kunne de godt gå hinanden lidt på nerverne. Men da de blev pensionerede, fik de et meget harmonisk forhold til hinanden. Farfar sagde selv, at de sidste 18 år var de bedste, de havde haft.

Når det er sagt, er det selvfølgelig jeres opgave at sørge for, at I aldrig bliver så kedelige eller trælse, at den anden finder ud af, at det kan være ligeså godt at være alene fremfor at være sammen med den anden. Det kan godt blive hårdt, for det betyder, at man ikke må gå i stå, men at man skal altid have et lille lager af ekstra energi og positivitet, selv når man føler, at citronen er helt presset, og man bare har lyst til flyde ud i en stol og stirre tomt ind i tossekassen i flere timer. Den slags kan man først tillade sig, når man er blevet pensioneret.

Ægteskabet og kirken

Hvad har ægteskabet egentlig med kirken at gøre og hvorfor blive gift i en kirke? Ægteskabet har jo eksisteret længere end kristendommen, og i den lutherske kirke har vi tradition for at sige, at ægteskabet er en verdslig affære. Det handler om jura, slægt og seksualitet. Ting, som ikke har ret meget med evangeliet at gøre. Og dog er ægteskabet mellem mand og kvinde en del af Guds skaberordning. Det ser vi allerede i det første kapitel i Bibelen. »Det er ikke godt for mennesket at være alene«, sagde Gud, og derfor skabte Han dem som mand og kvinde, så de hører sammen to og to. To er altid bedre end én. Forholdet mellem mand og kvinde er også et billede på forholdet mellem Kristus og hans kirke.

Hele vort liv er i Guds hånd, og ægteskabet er en stor del af vore liv, så derfor ønsker vi at få en særlig velsignelse for det, for det er noget, der gerne skulle fungere. Man kan altid købe en ny bil eller en ny vaskemaskine, hvis de ikke fungerer, men ægteskabet kan ikke bare sådan lige udskiftes, det skal helst virke.

Kristus er hele menneskelivets frelser, og der er ingen del af det, som det er godt at holde ham ude af. Gud er livets sammenhæng, den som giver mening og mål. Uden det er vi ligesom græsset, der lever en kort tid og så visner og forsvinder, uden at der bliver spor tilbage af det. I Palæstina er det den varme, tørre vind fra ørkenen, der svider græsset af, i Danmark er det den mørke og kolde årstid, som truer med at suge livskraften ud af de levende væsener. Men Gud har lovet os, at Han er med os igennem det hele. Derfor kan vi tro, håbe og elske uden at blive gjort til skamme. I Ham formår vi alt. Og derfor er det rigtigt af os at bede om Gud om at velsigne jeres ægteskab her i dag.

AMEN