Kristi Himmelfartsdag

Efter at Jesus var opstået påskedag, fortæller Bibelen os, at han i de næste 40 dage viste sig mange gange for disciplene. Jesus startede sin gerning som prædikant og helbreder med at faste 40 dage i ørkenen, hvor han blev fristet af Djævelen. Nu hvor hans jordiske gerning er overstået, tager han sig tid til at være sammen med sine venner, disciplene. Han lader dem ikke alene tilbage, men viser sig for dem, opbygger deres tro og styrker dem med sine ord.

Da Jesus var i Getsemane Have og bad aftenen før, de slog ham ihjel, var han så angst, at hans sved blev som blod. Lægevidenskaben har opdaget, at det er et fænomen, der kan forekomme hos mennesker, der er ekstremt bange og stressede. Det skyldes, at der er små blodkar i huden, der brister, så at sveden bliver blandet med blod. Det er set hos folk, der sidder på dødsgangen, og hos folk, der er i krig.

Jesus bad om, at bægeret, dvs. den oplevelse han stod foran, måtte gå ham forbi, men han bøjede sig alligevel for Guds vilje. Og nu har han sejret, og han skal aldrig mere dø. Han kan nu være sammen med sine disciple uden at være bekymret for fremtiden.

Jeg tror, at Jesus nød at være sammen med sine disciple. Evangelierne fortæller os igen og igen, at han elskede dem. Det er naturligt, at han ønsker at være sammen med dem nu, på dette tidspunkt, hvor hans lidelse og død på Golgotha er fuldbragt, og han ikke skal lide mere.

Hvorfor blev Jesus ikke hos disciplene for tid og evighed? Der kommer for de fleste et tidspunkt i livet, hvor man skal lære at stå på egne ben og blive udsat for livets prøvelser. Det er en forudsætning for, at man kan blive i stand til at videreføre den gerning, man har fået overdraget. Det er derfor, at Jesus forlader dem og i stedet sender Helligånden til dem på Pinsedagen.

Jesus stiger op til Himlene og sætter sig ved Guds højre side, hvorfra han skal komme igen på den yderste dag for at dømme levende og døde.

Der er mange i Folkekirken, der har afskaffet dommen og fortabelsen, men det er der ikke noget belæg for i Bibelen. Faktisk går Bibelen automatisk ud fra, at uomvendte vantro syndere bliver straffet. Der er mange, der er anfægtede ved tanken om, at Gud straffer nogle mennesker. Så man vil hellere tro på, at alle kommer i Himlen engang – selv Hitler og Saddam Hussein. Det virker umiddelbart urimeligt på mig, og jeg kan ikke se, hvordan man kan få dét ud af evangeliet. Gud er kærlighed, men Han er også en fortærende ild, som intet syndigt menneske kan se på og leve.

Livet er alvorligt og ikke pjank. De forkerte beslutninger, vi tager, er ikke ligegyldige fejltagelser, men kan komme til at dominere vores fremtid på en kedelig måde. Ligesådan er det med de ting, som vi burde have gjort, men aldrig fik taget os sammen til. Jeg har tit tænkt på, at jeg skulle melde mig som indsamler for Røde Kors eller blive besøgsven eller melde mig til noget frivilligt arbejde. Men det bliver næsten aldrig til noget. I stedet for ender jeg med at se fjernsyn, høre musik eller surfe på nettet eller noget i den stil. Når folk så spørger mig, hvad jeg får tiden til at gå med, bliver jeg dem svar skyldig. Tiden går hurtigt, og man får ikke udrettet ret meget, der er værd at være stolt af. Og pludselig en dag står Herren foran én og spørger: Hvor var du, da jeg var i nød, hvorfor besøgte du mig ikke, da jeg var syg, hvorfor gav du mig ikke mad, da jeg sultede. Og så kan man kun svare ligesom manden, der ikke havde fået sin bryllupsklædning på: man må tie.

Sådan er det i forholdet til vores medmennesker, og sådan er det også i forholdet til Gud. Men i Gud har vi også en kærlig far, der tilgiver os vores synder, når vi beder ham om det, og som undertiden straffer os med modgang for at lære os ikke at tage alt for afslappet på det hele.

Mange har svært ved at forstå himmelfarten, og mange kalder den for »Kristi Luftfartsdag« og griner lidt af det hele. Nogle af de gamle afbildninger på kalkmalerier o.lign. kan også godt se lidt spøjse ud. Jeg har også engang hørt en temmelig tør og kedelig prædiken om, hvordan det naturligvis ikke skulle forstås bogstaveligt, men at disciplenes oplevelse af at møde Jesus efter opstandelsen bare var et mytologisk udtryk for deres savn. Ligesom man nogle gange kan mindes en afdød så intenst, at man føler, at man fornemmer, hører eller ser vedkommende. Jeg tror imidlertid, at himmelfarten er ligeså central i kirkens kalender som Påskedag og Pinsedag.

For hvad betyder det for os, at Kristus for til himmels for 2000 år siden? Det betyder, at vi har en ven og forbundsfælle på den anden side af det store forhæng – den verden, som vi ikke kan se. Jesus siger et sted: »I min Faders hus er der mange boliger. Jeg går bort for at gøre en rede for jer.« Og et andet sted: »Det er gavnligt for jer, at jeg går bort.« Kristus forlod sine disciple og satte sig ved Guds højre hånd for, at vi engang kan følge ham der, og bo sammen med ham i det land, hvor døden ikke skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine, og hvor Gud skal tørre hver tåre af vores kinder. Og han sendte sine disciple ud til verdens ende med det glade budskab, for at også vi danskere en dag skulle få chancen for at høre, hvilket underværk Gud havde gjort i Israels land, da tidens fylde var oprundet.

AMEN