Begravelsestale over A

»Det falder mig træls at røre tungen. En sten for brystet stemmer for åndedrættet. Den mand har mistet sin munterhed, der har set sine dyrebare båret som lig over dørtærsklen.« Disse ord står skrevet i Egils Saga, én af de islandske sagaer. Disse ord er lette for os at forstå nu i dag, da vi tager afsked med A.

A blev født i Glumsø på Sjælland. Hendes fader mistede delvis hørelsen, mens han var ved militæret, fordi han stod for tæt ved en kanon. Efter militæret ville han være skolelærer, men med sit handikap havde han svært ved at styre børnene. Måske var han også for skikkelig til at sætte sig i respekt. Derefter måtte han holde op med dét og klare sig med forskellige jobs og en beskeden pension.

Så A kom fra små kår, og hun gik tidligt ud af skolen og blev ung pige i huset. På trods af det var hun altid elskelig og lod aldrig til at være bitter. Under krigen kom hun på højskole og mødte dér sin kommende mand. Efter krigen blev hun præstekone i Hunstrup i Thy i 40 år og fik 6 børn.

I 84 blev hendes mand pensioneret, og de flyttede ind i et lille hus i Øsløs, hvor de havde 18 gode år. Dog var de begge plaget af en del skavanker og sygdomme, men de forstod at hygge sig med hinanden og deres mange venner og familien. Specielt den sidste tid var slem, da hun fik svært ved at gå pga. åreforkalkning, og hun havde en del smerter. Så døden kom næsten som en udfrielse, selvom det falder hårdt at tænke den slags om sine kære.

Når et menneske dør en pinefuld død, kommer man altid ud for anfægtelser: Hvis Gud er en kærlig Gud, hvorfor hører Han så tilsyneladende ikke vore bønner? Er der overhovedet en Gud, eller er det hele bare et stort tomt univers fyldt med hvirvlende galakser med planeter, hvor livet tilfældigt opstår og lige så tilfældigt udslukkes igen uden mening eller mål? I så fald er vi ikke andet end narre, der svinger os i dødedansen.

Men på trods af alt, havde A et godt liv liv. Alle børnene kan godt i vej. Der var ingen store ulykker. Og hun nåede en høj alder. Alt i alt havde hun og vi meget at takke for.

Og hvem er vi, at vi skulle anklage Gud? Vi har jo fået så meget af Ham, og hvor skulle vi gå hen, hvis vi ikke havde Ham? Det er jo ham, der har det evige livs ord, ordet som opbygger og genopretter og som holder vores sjæle i live. Ifølge kirkefaderen Augustin er Gud selve lyset, og lyset er livets kilde og opretholder. Synd er at vende sig bort fra lyset, mod mørket eller det uægte, reflekterede lys.

Midddelalderens teologer regnede tungsind som en af de 7 dødssynder. Vi har ingen grund og på en måde heller ingen ret til at være fortvivlede, for fortvivlelsen er at kapitulere midt i det hele – måske ligesom det hele er ved at vende, eller det værste er overstået. Og hvem skal vi overgive os til? At overgive sig til afgrunden, til meningsløsheden, er at ophøre med at eksistere. Det er den »anden død«, den åndelige død, som Ny Testamente taler om.

Gud er heller ikke ubekendt med smerte, for Han ser alle væsners liv og død og er med i det. Hans egen søn kom til jorden og måtte råbe: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?, før han kunne sige: det er fuldbragt.

Evangeliet siger også, at døden ikke er det sidste ord. Alle religioner tror, så vidt jeg ved, at noget af mennesket lever videre efter, at legemet er holdt op med at fungere. Vor Bibel fortæller os, at Kristus døde for, at vi igen kunne have fællesskab med Gud, for at genoprette det forhold, der blev afbrudt, da synden kom ind i verden. Han døde for, at Gud kunne tilgive vore synder, som ikke forhindrede Ham i at elske os alligevel, men som Han heller ikke kunne slå en streg over uden at måtte opgive sin retfærdighed. Og Kristus opstod for, at døden ikke skulle have det sidste ord, men for at fællesskabet med Gud måtte vare evigt.

AMEN