Blog:

Boganmeldelse

Af Birger Langkjer

Rene Falkenberg og Anders-Christian Jacobsen (red.): "Perspektiver på Origenes' Contra Celsum", Forlaget Anis, 2004, 165 sider.

Bogen Perspektiver på Origenes' Contra Celsum er en samling af småskrifter omhandlende kirkefaderen Origenes' store apologetiske værk Contra Celsum ("Mod Kelsos"). Kelsos var en hedensk filosof, der havde skrevet et angrebsskrift, Alethes logos ("Den sande lære"), mod de kristne. Selve skriftet kender vi kun i uddrag, fordi Origenes har citeret lange afsnit af det. Origenes var en kristen teolog, som siden blev fordømt af Kirken, fordi han gik for langt i sit forsøg på at sammentænke kristendom og antik filosofi (middelplatonisme).

Anders-Christian Jacobsen skriver om begrebet apolegetik (forsvarstale). Det stammer oprindelig fra den antikke retssal, men blev med tiden et kristent begreb (forsvar for troen). Derefter giver han en introduktion til hovedpersonerne, Kelsos og Origenes. Kelsos ved vi meget lidt om. Origenes kalder ham epikuræer, men han var snarere platoniker. Under alle omstændigheder har han været død længe inden Origenes begynder at skrive imod ham i 240'erne. Origenes havde en rig kristen velgører, Ambrosius, som pressede Origenes til at forsvarsskriftet mod Kelsos. Han mente ellers selv, at et moralsk levned var det bedste forsvar for kristendommen.

Henrik Pontoppidan Thyssen skriver om Origenes' forhold til græsk filosofi og gør op med den skarpe sondring mellem græsk og hebraisk tænkning og afvisning af al "græsk" indflydelse på kristendommen, som man finder hos ældre teologer. Specielt Hal Koch får nogen på frakken.

Mange forskere mener, at Origenes havde en form for karma- og reinkarnationslære, men i så fald adskilte den sig på afgørende punkter fra indisk og græsk tænkning. Hos Platon er "karma" en upersonlig naturlov, men hos Origenes er det en straf, at sjælen (som har eksisteret før) bliver forbundet med en krop – en straf som en personlig Gud med selvbevidsthed og vilje har tildelt sjælen med henblik på at opdrage den. Gud er den store pædagog, ikke et guddommeligt princip. Desuden er det ikke en straf for synder, som sjælen har begået i et tidligere jordisk liv, men for noget, der skete i den åndelige verden, før jorden blev skabt. Origenes' lære på dette punkt er hverken platonisk, indisk eller helt kristen, den er nærmest gnostisk (s. 76). (Se i øvrigt Mark Albrecht: Reincarnation and the Early Church, http://www.dci.dk/?artikel=460)

Aage Pilgaard skriver om kristendommen mellem jødisk og græsk tradition ifølge Contra Kelsum.

Kelsos' påstand er, at "den sande lære" kendetegnes ved at være meget gammel og oprindelig. Derfor lader han en fiktiv jøde kritisere de kristne for at have brudt med jødedommen og opfundet en ny religion. Kelsos betragter i øvrigt ikke jødedommen som en oprindelig religion, men som et ældre nybrud.

Origenes imødegår denne argumentation dels ved at forsvare jødedommens ælde, dels ved at kritisere jøderne for deres afvisning af Kristus. Han forsvarer også kristendommen ved at finde paralleller i den græske kultur, f.eks. Platons død mod korsfæstelsen af Jesus, og peger på kristendommen som fuldendelsen af både jødisk og græsk tradition.

[Dette var en boganmeldelse til Den Nye Dialog, som jeg aldrig fik skrevet færdig]