Om sjælens dødelighed

Det er gået op for mig for længe siden, at de fleste teologer i Danmark tror på læren om, at sjælen dør sammen med det fysiske legeme, og begge dele bliver genskabt af Gud på den yderste dag. Det skulle være mere i overensstemmelse med israelitisk og gammeltestamentlig tankegang, hvor sjælen (næfæs) og legemet er en uadskillelig enhed. Læren om sjælens udødelighed – at sjælen lever videre efter legemets død – skulle ifølge teorien være en hellenistisk/platonisk/gnostisk korruption, som har indsneget sig i kirken og bl.a. har medført en nedvurdering af kroppen til skade for seksuallivet og synet på kvinder.

Det er nærmest grundlærdom på teologistudiet. Jeg har imidlertid aldrig rigtig købt den idé. Hver søndag bekender vi, at Jesus nedsteg til dødsriget og genopstod på tredjedagen. Det mener jeg skal forstås helt bogstaveligt. Hvordan kunne Jesus prædike for ånderne i dødsriget, hvis sjælen ikke lever videre efter legemets død og opholder sig et sted indtil dommedag? Og hvordan forklarer man lignelsen om den rige mand i pinestedet og Lazarus i Abrahams skød? (Lukas 16,19-31) Det fremgår jo tydeligt, at det ikke foregår efter dommedag, eftersom den rige mands brødre endnu lever og har mulighed for at omvende sig. Det er selvfølgelig en lignelse, der ikke skal tages helt bogstaveligt, men vi må antage, at Jesus bruger nogle forestillinger, som tilhørerne kunne nikke genkendende til. Formålet med lignelsen er jo ikke primært at sige noget om, hvordan efterlivet former sig, men om livet her på jorden og den etiske fordring, som vort medmenneske udgør.

Der er skriftsteder i Bibelen, der peger i begge retninger, og israelitisk religion er uden tvivl blevet påvirket af de omgivende kulturers forestillinger (inkl. hellenismen i den periode vi lidt chauvinistisk kalder for senjødedommen, dvs. tiden fra ca. 300 f.Kr. indtil Jerusalems ødelæggelse i år 70), så det er meget vanskeligt at destillere en oprindelig israelitisk lære om disse ting. Der er jo f.eks. også historien om Saul, der opsøger åndemanerske i En-Dor for at mane Samuels ånd frem (1 Sam 28).

Moderne ortodokse jøder tror ikke på, at sjælen lever videre efter døden, men at man dør og bliver genskabt af Gud på dommedag. Men det er ikke et endeligt vidnesbyrd om, hvad jøder på Jesu tid troede på. Sådanne forestillinger kan have ændret sig i løbet af 2000 år.

H.C.C. Cavallin har netop skrevet en disputats om "Life after Death" i senjødedommen og påvist, at den sædvanlige påstand om, at jødedommen ikke kendte hellenismens skelnen mellem sjæl og legeme, er usand. Der fandtes i jødedommen på Jesu tid (som det fremgår af Jesu stridssamtale med saddukæerne) meget forskellige meninger om livet efter døden. (Den store jødiske lærde, Filon, hylder sågar enkelte steder en reinkarnationslære.)

Kirkefædrene, særligt de anti-gnostiske kirkefædre, heriblandt Irenæus af Lyon, lærte at legemet og sjælen er uadskillelige, og at sjælen ikke er udødelig. Hvis sjælen var udødelig, ville mennesket i sig selv være guddommeligt. Kirkefædrene derimod lærte, at alting kun eksisterer i kraft af, at Gud opretholder det. Adskilt fra Gud dør alt levende, ligesom i lignelsen om det sande vintræ og grenene (Joh. 15,6).

Irenæus har haft stor betydning for teologien, men hans lære på dette punkt trængte aldrig helt igennem i den katolske kirke. Mange katolikker (og protestanter) tror fuldt og fast på, at sjælen er udødelig, og at man kommer i Himlen, når man dør, og har aldrig fået andet at vide. Derimod knæsættedes læren om Skærsilden bl.a. af Gregor den Store i det sjette århundrede. Denne lære blev populariseret og "bevist" vha. historier om ånder, der fik lov til at komme tilbage fra Skærsilden for at advare de levende. Der er derfor ikke noget at sige til, at protestantiske teologer har ønsket at gå tilbage til en mere oprindelig lære om disse ting og har hæftet sig ved Irenæus. (Det skal siges, at læren om Skærsilden ikke er taget ud af det blå, men at der findes ansatser til den hos nogle kirkefædre.)

Jeg finder det dog tvivlsomt, at Irenæus skulle vide mere om de gamle israelitters religion end os andre. Idéen om legemets og sjælens enhed kan lige så godt være en gammel nordeuropæisk tanke (Irenæus var fra Lyon i Gallien i den nordlige ende af Romerriget). Vore førkristne nordeuropæiske forfædre forstillede sig, at de afdøde befandt sig i dødsriget (Hel), og deres idé om et spøgelse lignede en slags zombie eller vampyr snarere end en ulegemlig ånd. (Se f.eks. de islandske sagaer.) Irenæus siger rent konkret, at de døde går bort til et usynligt sted bestemt af Gud, hvor de afventer opstandelsen.

Justin Martyr siger, at sjælen bliver skabt sammen med kroppen, og at sjælen ikke er udødelig. Han siger (i Justins dialog med Trypho kap. 80/LXXX), at kristne, som benægter kødets opstandelse og siger, at deres sjæle kommer direkte i Himlen, når de dør, er kættere. Men han siger også (kap. 5), at de frommes sjæle opbevares på ét sted, og de ondes sjæle et ringere sted, mens de afventer dommen. Guds hellige dør aldrig, men de fortabte bliver straffet ligeså længe, som Gud ønsker at holde dem i live for at straffe dem. Justin tror altså nødvendigvis ikke på en evig pine. Flere af dem, der citerer kap. 80 for at underbygge deres påstande, glemmer kap. 5. Det gælder f.eks. Anthony F. Buzzard i artiklen "Do Souls Go To Heaven?".

Problemer opstår, når man skal tage stilling til fremgangsteologiens JDS-lære (Jesus Died Spiritually). Hvis Jesus døde fuldstændigt Langfredag, ligesom moderne protestantisk teologi siger, at et menneske dør, så døde Jesus jo faktisk åndeligt, sådan som Hagin siger (selvom Hagin nok mener noget andet med det). Der er også kætterske bevægelser, som f.eks. Jehovas Vidner, der lærer, at sjælen ikke lever videre efter kroppens død, men at begge dele bliver genskabt i opstandelsen. Det er problematisk, hvis man uden videre overfor disse vildførte mennesker er nødt til at indrømme, at millioner af kristne i hundredvis af år har været vildført på dette punkt. En nærmere undersøgelse viser da også, at det er mere kompliceret end som så.

Hvis trosbekendelsen, som vi siger hver søndag, skal give mening, så må det sige sig selv, at Jesus, fordi han er Gud, har en udødelig sjæl, og at han tilbragte de 3 dage i dødsriget og ikke var ikke-eksisterende (ikke-værende), indtil Gud oprejste ham på tredjedagen.