20. søndag efter Trinitatis (Matt 22,1-14)

Så sidder jeg i hullet igen

Jeg har oplevet denne smerte 1000 gange før

Jeg føler kaos, forvirring og angst for

at de gamle mønstre aldrig vil stoppe

Bestandig føler jeg mig afvist og ikke god nok

Hvad er der galt med mig?

Jeg har en dyb længsel efter at bryde ud og være fri

men jeg føler mig så fastlåst

Hvad er det jeg gør forkert?

Jeg bekymrer mig konstant om alt og alle

men jeg er ikke en pind næstekærlig

Jeg vil gerne vise andre at jeg har overskud

Jeg giver en skilling til de hjemløse

til børn i nød, men det har jo ingen ende

alle lider – hvorfor?

Har jeg virkelig del i det ansvar

del i den smerte og det vanvid

jeg ser aften efter aften på TV?

Hvad er det vi gør forkert?

Jeg vil så gerne kunne elske mig selv

og helst også alle andre

Men jeg mærker kun min egen utålmodighed

min grådighed og mit hovmod

Jeg kan slet ikke lide mig!

Jeg er beregnende og tænker kun på

hvordan jeg kan få andre til at give mig det

jeg selv så gerne vil have

Hvis jeg nu gør noget for dem

så kan det være, at jeg får noget igen

Hvorfor kan jeg ikke bare være glad?

Det digt, jeg lige har læst op, beskriver meget præcist de følelser, som mange moderne mennesker kæmper med. Angst, selvhad, frygt for ikke at slå til overfor omverden, og lede over, at man ikke kommer videre i sit liv, at man altid sidder fast i de samme destruktive mønstre. Digtet stammer fra en bog skrevet af en alternativ behandler, en nyreligiøs psykoterapeut. Bogens løsning er, at man skal være egoist. ”Du er det vigtigste menneske i dit liv”, siger den. Kun ved at elske sig selv, får man lyst og overskud til at elske og rumme andre. Det er en tankegang, som de fleste moderne mennesker er enige i – det virker nærmest selvindlysende på dem. Det er imidlertid en tanke, som er fremmed for Det nye Testamente.

Tankegangen i det meste nyreligiøsitet er, at man først skal lære at elske sig selv, før man bliver i stand til at elske sin næste. Det betyder i praksis, at man skal bruge en masse tid og energi på at arbejde med sig selv, inden man overhovedet kan begynde at tænke på andre. Ofte er man nødt til at skille sig af med nære familiemedlemmer, fordi de let kommer til at stå i vejen for éns personlige udvikling. Problemet er blot, at man aldrig bliver færdig med at arbejde med sig selv. Jo mere selvoptaget man er, jo mere ulykkelig og utilfreds bliver man.

Luthers gode ven, Philip Melanchton, klagede ofte til Luther over, hvor lidt fremskridt han gjorde i sit kristenliv. Uanset hvor meget han kæmpede med sig selv, så blev han ved med at synde. Til sidst gav Luther ham det berømte råd: ”Synd tappert (Du must kräftiger sünden).” Det betød naturligvis ikke, at Melanchton bare skulle synde løs, men det, Luther mente, var, at det ikke gælder om at blive fuldkommen og syndfri ved at gruble og grave i sin egen navle. I stedet skal man stole på Guds nåde og gå ud i den store verden og møde sit medmenneske med kærlighed. Vi kan ikke efterleve Jesu næstekærlighedsbud uden ind i mellem at komme ud i situationer, hvor vi risikerer at miste balancen. Men skulle det ske, kan vi regne med, at Gud ikke har glemt os, men vedbliver at holde fast i os.

Hemmeligheden er nemlig, at vores personlighed først bliver til i mødet med vores næste. Børn, der vokser op uden kontakt med andre mennesker, bliver til idioter, som hverken kan tale eller tænke ordentligt. Når vi udformer vores tanker, bruger vi jo sproget, og sproget lærer vi ved at kommunikere med andre mennesker. Nogle forskere mener ligefrem, at vi ikke kan erkende en idé, hvis der ikke findes et ord for det i vores sprog. Det er f.eks. derfor, at folk fra forskellige kulturer ofte taler forbi hinanden, fordi de tænker på hver sit sprog, hvor begreberne betyder noget andet.

Den eneste måde, du kan lære at elske dig selv på, er, når det virkelig går op for dig, at du allerede er elsket og accepteret af en anden. Jesus er fuldstændig ligeglad med, om du elsker dig selv. Du kan være den største synder og det mest afskyvækkende individ på denne jord – Jesu krav og løfte til dig er det samme: Elsk din næste som dig, og så skal du få evigt liv [frit efter Matt 19,16-19]. Evangeliet er, at Gud elskede os først, og derved – i kraft af Hans Søns offer – satte Han os i stand til at elske tilbage igen.

I dagens tekst hører vi om en konge, der indbyder sine undersåtter til sin søns bryllup. I stedet for at blive glade for invitationen slår undersåtterne kongens budbringere ihjel. Kongen bliver så vred, at han sender sine hære ud for at slå de oprørske undersåtter ihjel, og i stedet for dem indbyder han tilfældige mennesker langt væk fra til sin søns bryllup.

Det er en grum historie efter vores moderne, danske standarder, men på datidens tilhørere har den virket velkendt. Herskere i oldtiden følte sig nødsaget til at holde sammen på deres riger vha. vold og terror og slå hårdt ned på alle optræk til oprør. Kollektiv afstraffelse af hele byer var ikke usædvanligt i Romerriget, hvis f.eks. en rasende pøbel havde dræbt kongens embedsmænd.

For os handler lignelsen om, at vi ikke skal sige nej til Gud, når Han indbyder os til at fejre sin Søn. Kongesønnen er naturligvis Jesus, som blev menneske og døde for vor skyld og besejrede døden. At sige ja til Guds invitation er at sige ja til Jesus og tro på ham. At leve som en kristen er ikke trist og sørgeligt, men det burde være en fest.

Vi skal ikke se os sure på de budbringere, som fortæller os budskabet om Jesus. Præster og andre forkyndere er ufuldkomne mennesker ligesom alle andre, så man kan altid finde et eller andet at brokke sig over.

Vi skal heller ikke gøre som manden, der ikke havde bryllupsklædning på, og sige til os selv: ”Jeg kommer, som jeg er. Jeg behøver ikke at tage det tøj på, som kongen har sendt til mig. Jeg har en gammel habit hængende i klædeskabet, som passer mig bedre.” (Den gang var det nemlig almindeligt, at der sammen med bryllupsinvitationen fulgte en flot hvid klædning, som man skulle have på til brylluppet.)

I dag er det meget almindeligt at sammensætte sin egen religion. Man tager lidt buddhisme, lidt reinkarnationslære, lidt Grosbøll, lidt hist og lidt her og laver sin egen cocktail. De fleste ville nok ikke putte syltede agurker og chili på en flødeskumslagkage, men når det gælder religion, så har folk åbenbart ingen smagsløg længere.

Mange moderne mennesker, som har været ude og prøve lidt af hvert: yoga, alternativ behandling, diverse sekter m.m., er begyndt at søge tilbage mod kirken. Kristendommen og specielt personen Jesus Kristus har et eller andet, som de ikke har kunnet finde i det alternative miljø. Den fred, som Østens religioner tilbyder, er fravær af lidelser. Men fravær af lidelser betyder i mange tilfælde også et koldt og nådesløst distancerende fravær af følelser.

Kristus giver en anden form for fred. Han tilbyder os ikke at blive halvguder, men at blive børn igen – Guds børn. Det appellerer til alle dem, der er trætte og tyngede af byrder, og den tungeste byrde, et menneske kan bære, er sig selv – vægten af alle éns fejltagelser og forspildte chancer. Præcis som vi så det i det digt, som jeg læste op i begyndelsen.

Det er positivt, at folk vender tilbage til kirken, men desværre ser vi ofte, at de tager forestillinger med sig ind i kirken, som stammer fra en anden religiøs forestillingsverden. Akkurat ligesom vores forfædre, de gamle nordboere, dyrkede ”Hvide Krist” som endnu en gud ved siden af Thor. Vikingerne havde brug for stærke guder, som kunne hjælpe dem med at besejre deres fjender, og når de plyndrede klostre og kirker i det kristne Europa, kunne de trods alt godt se, at dette – på trods af de kristnes militære svaghed – var en overlegen kultur med håndværk, arkitektur, litteratur og dannelse. De kristnes Gud var alligevel ikke sådan til at kimse af.

Det, mange af vi moderne mennesker drømmer om, er på en måde også en slags ”power-gud”. Ikke for at for at få hjælp til at overleve i en barsk verden (som vikingerne), men for at vi kan få det perfekte liv uden sorg og tvivl og skyld. Vi vil have succes uden nogensinde at have det dårligt, og vi vil have et godt helbred. Det er det, nyreligiøsiteten lover folk, men Jesus lover os ikke den slags. Tværtimod siger han, at undertiden kan det være hårdt at være en kristen. Men belønningen er det hele værd.

Belønningen er fred og glæde i al evighed, men først er vi nødt til at lade os føde igen åndeligt og blive som børn, dvs. at vi aflægger os alt det forkerte, som vi har samlet op i løbet af vores syndige liv, heriblandt fordomme, had, misundelse, gammelt nag og andet, der strider imod Kristi evangelium. Hvis ikke vi skiller os af med disse forkerte indstillinger til livet og bekender dem som synd, vil de forhindre os i at forstå evangeliet og at leve i det til daglig.

Jeg tror, at Folkekirken i fremtiden får en stor opgave med at genkristne den danske befolkning. Vi skal ikke lide af berøringsangst, men vi skal stå fast på, hvad der er sand kristendom, og vi skal stole på, at Herren er med os og vil gøre det, som vi ikke formår.

AMEN