Fastelavns søndag. Matt. 3,13-17

Jesus bliver døbt af Johannes

I dagens tekst hører vi om profeten Johannes og hans første møde med Jesus. Johannes Døberen var en mærkelig asketisk profet, der gik rundt i ørkenen og prædikede, at Israels folk skulle omvende sig, fordi tiden var nær, da Gud ville sende frelseren, der skulle redde Israel. Han døbte folk som tegn på, at de vaskede deres synder af sig og var klar til at begynde på et nyt og renere liv.

En dag kommer Jesus ned til Jordanfloden og vil døbes af Johannes. Johannes genkender ham som den ventede Messias og synes først, at det er unødvendigt, men Jesus insisterer. Da Jesus stiger op af vandet, bliver han fyldt af Helligånden, og der lyder en stemme fra himlen, der siger, at Jesus er Guds Søn.

Hvis Jesus er Guds Søn, hvorfor skal han så døbes med en dåb, der har omvendelse og renselse som sit indhold? Jesus var jo allerede ren. Sandheden er, at Jesus lod sig døbe for vores skyld, for at ligestille sig selv med os, som har behov for Guds tilgivelse. Han gav sig ind under vore vilkår. Idet han ydmyger sig og bliver som os, viser Hans guddom­melighed sig. Det sker helt konkret i det øjeblik, han stiger op af vandet, og stemmen erklærer, at Jesus er Guds elskede Søn. Vi ser her hele treenigheden samlet på ét sted: Faderen som en stemme fra Himlen, Sønnen og Helligånden som en due.

Jesus begynder sin tjeneste med at udtømme sig selv for sin guddommelige herlighed og blive vores tjener, som Paulus skriver det i Filipperbrevet. Det var nødvendigt, for at han kunne opfylde Guds plan for at frelse menneskene. Han var nødt til at blive et sandt menneske ligesom os og leve under de samme forhold som os, akkurat ligesom han allerede var sand Gud.

Det er meget stort, når selve universets herre gør sig selv til én af os for at frelse os. Ingen andre religioner har noget helt tilsvarende, mange af dem ville ligefrem ligefrem regne det for en tåbelighed. Men det er centralt for den kristne tro. Kristus ydmyger sig selv, og derfor bliver han ophøjet af Gud.

Jesus blev døbt med Johannes' dåb, men vi er døbt med Jesu dåb til at tilhøre hans kirke. Jesu dåb, som vi døber de små børn med her i kirken, er ikke en omvendelsesdåb på samme måde som Johannes' dåb, men den er en dåb til syndernes forladelse. Det fremgår klart af epistelteksten: Dåben frelser os, fordi Jesus døde for vores skyld og opstod fra de døde, efter at han havde besejret døden.

Dåben er ikke med vand alene, men også med Helligånden. Det nye i kirken i forhold til det Gamle Testamentes jødedom er, at Gud har udgydt sin Ånd over os. Alle kristne har modtaget Helligånden i deres dåb. For pinsefolk og karsimatikere er ydre tegn som f.eks. tungetale og mirakler beviset på, at man har modtaget Helligånden. Hvis man ikke har erfaret disse nådegaver, er man kun døbt med Johannes' dåb, siger de, i det de misfortolker et skriftsted fra Apostlenes Gerninger. Men det holder ikke vand. Åndens nærvær kan manifestere sig som en sagte susen, som Elias erfarede, og dens frugter i menneskers liv (som er det ægte bevis på Åndens tilstedeværelse) er kærlighed, tålmodighed, fred og lignende positive menneskelige egenskaber.

Forudsætningen for, at vi kan frembringe Åndens frugter, er, at vi er i Kristus ligesom grenene på et træ. Paulus siger, at vi er sammenvoksede med Kristus i kraft af vores dåb. Adskilt fra ham formår vi intet. Akkurat ligesom en plante ikke kan leve uden at få vand og lys, således kan vi ikke frembringe noget smukt og godt uden at være forbundet med Gud. Og Kristus er vejen tilbage til Gud. Menneskene kan famle sig frem i mørket og måske komme tættere på Gud, hvis deres hjerter er nogenlunde rene, men ingen kan komme til Gud, uden at Gud selv rækker sin hånd ud mod vedkommende og selv tager vedkommende til sig. Denne udstrakte hånd til verden er Jesus Kristus, og det instrument på jorden, som skal vise folk hen til ham, er de helliges fællesskab og sakramenterne, som er dåb og nadver.

Så alle barnedøbte kristne er gået over fra døden til livet og er blevet genfødt og fyldt med Helligånden. Det kan være svært at forstå, når man ser, hvordan nogle kristne opfører sig. Det har også givet anledning til mange teologiske vildskud, som f.eks. baptismen og den gamle Indre Missions prædiken om »skellet« mellem de troende og de ikke-troende.

Det er desværre klart, at mange kristne nok mere er det af navn end af gavn, og mange af dem »lever som fjender af Kristi kors«. Hvordan opretholder man så den dobbelthed, at folk har del i Guds pagt og alligevel lever som om, de ikke engang er klar over det? Hvad sker der når det hellige bliver vanhelliget? Svaret er, at det mister sin hellighed, fordi Guds Ånd viger fra det. Kristendommen er ikke om en slags magi, men det handler om Guds nærvær i gudstjenesten og vore liv.

Hvad sker der f.eks., hvis du går til nadver og og stikker oblaten i lommen i stedet for i munden og går ud af kirken? (Det er ikke urealistisk, når man har med konfirmander at gøre.) I det øjeblik du forlader nadverbordet, ophører brødet med at være Kristi legeme. Det bliver så bare til et almindeligt brød.

Det samme kan ske med et menneske, der foragter sin dåbs nåde. Men eftersom et menneske betyder uendeligt meget for Gud, er Han nådig imod os og har tålmodighed med os, så længe der er håb for os, og tilgiver os, hver gang vi vender os til ham og beder om forladelse.

AMEN