3. søndag efter Fasten, Luk. 11,14-28

Bøn:

»Du, himlens og jordens Skaber, tak fordi du sendte din Søn til os for at tilintetgøre løgnens magt i vor verden. Vi beder dig: lad ingen bedrage os med tom snak og letkøbte sandheder. Men når vi drages og lokkes af Satans blændværk, giv os da din hellige Ånd, så vi oplyses med sandhedens lys.

For Jesus skyld: hold os fast med dit ord nu og i evighedernes evighed.« Amen.

(Johannes Johansen, T.t.A., s. 136)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.

Gud være...

(Teksten læses)

Jesus uddriver en stum dæmon

Der er mange temaer i dagens evangelietekst. Først hører vi om, at Jesus uddriver en ond ånd, men underet bliver ikke modtaget positivt af alle. Jesus irettesætter sine kritikere: et rige i splid med sig selv kan ikke bestå. Derefter fortæller han, hvordan det onde kan vende tilbage til den person, det er blevet fordrevet fra. Til sidst hører vi om en kvinde, der lovpriser Jesu mor, og hvad Jesus svarer til det.

De jøder, som tvivlede på, at Jesus var Messias, ønskede at se ham gøre et tegn. Jøderne levede i en kultur, hvor mirakler og syner ikke nødvendigvis var noget ekceptionelt. Farisæernes disciple gav sig f.eks. også af med at uddrive dæmoner (Ap.G. 19,13-17). Jøderne var i gamle dage kendt som et meget overtroisk folk. Det overnaturlige var en selvfølgelig ting for den tids mennesker. Så vidt de vidste, kunne hedenske guder også helbrede folk. Man har udgravet hedenske templer fra oldtiden, der var fulde af såkaldte votivgaver. Hvis man f.eks. havde et sygt ben, kunne man ofre til lægeguden Asklepios, og hvis benet blev raskt, forærede man en kopi af benet lavet af træ, sten eller guld til templet. Andre gange gav man votivgaver på forhånd i håb om at blive bønhørt. Jesus siger i Markus ev. kap. 13 (v. 21-23), at der efter ham skal fremstå falske messias'er og falske profeter, som skal gøre tegn og undere for at lede folk vild.

Også i dag kender vi til kloge mænd, healere, troshelbredere og clairvoyanter. Der er gået lidt inflation i det overnaturlige, og det er et område, hvor det er let at snyde. I torsdags så jeg frem til at se en fjernsynsudsendelse på DR1 om dette emne, men det blev desværre aflyst pga. krigen i Irak.

Det kan tænkes, at et under kun virker overbevisende på den, der bliver helbredt og dem, der står nærmest. Så snart man får det lidt på afstand, begynder man at efterrationalisere og tvivle på det, man lige så. Specielt hvis det, man har set, ikke harmonerer med éns verdensbillede. Det er besværligt at skulle til at lave om på sig selv, fordi verden viser sig at være helt anderledes skruet sammen, end man troede. For os moderne mennesker er det vores videnskabelige verdensbillede, som kan komme i konflikt med Bibelen. Men for farisæerne på Jesu tid var det deres udlægning af Moseloven, som blev anfægtet af evangeliet. Farisæerne ville derfor gerne have et entydigt bevis, der ikke kunne modsiges. Allerhelst havde de vel gerne set Jesus sætte sig i spidsen for en hær og drive romerne ud af Palæstina. Det ville nok have overbevist dem mere end nok så mange helbredelser, men Jesus afviste denne handlemåde.

Når man læser gamle prædikensamlinger, ser man, at præster allerede for over 100 år siden havde problemer med begrebet dæmonbesættelse. Man var tilbøjelig til at betragte de besatte i det Nye Testamentes beretninger som psykisk syge, og de var nærmest undskyldende på Bibelens vegne overfor menigheden. I vore dage tror jeg, at mange mennesker har lettere ved at tro på sådanne fænomener. Underholdnings­industrien har taget det okkulte til sig i stor stil, og det nyreligiøse er meget åbent overfor alt den slags. Der er også præster i Folkekirken, der vil genindføre eksorcisme som et kirkeligt ritual. Det er jeg ikke helt tryg ved. De mennesker jeg har set, som påstod, at de var besatte, virkede mest som om de var psykisk syge, så måske havde de gamle teologer ret.

Hvordan kunne nogen finde på at sige, at det var ved hjælp af Djævelen, at Jesus uddrev onde ånder? Måske skyldtes det, at jøderne betragtede sygdom og ulykke som Guds straf over menneskers ulydelighed. Hvis det er rigtigt, så ophæver Jesus straffen over synderen ved at ophæve lidelsens konsekvens. Det ville svare til, hvis nogle kørte en bulldozer gennem en fængselsmur og hjalp røvere, mordere og voldtægtsforbrydere til at undslippe lovens straf.

Men Jesus går ikke på denne argumentation. Han er ikke interesseret i, om de syge selv har gjort noget for at komme i den situation, de er i, men han helbreder dem uden videre. En besættelse er det ultimate tegn på, at Djævelen har magten over et menneske. Og når Jesus kan uddrive Djævelen, betyder det, at menneskehedens befrielseskamp er begyndt. Hver eneste helbredelse betyder et nederlag for Djævelen og en befrielse af hans fanger. Helbredelserne er et bevis på, at en ny tid er begyndt, og at Guds rige er i færd med at bryde frem på jorden blandt menneskene. Gud vil ikke længere vil stille os til regnskab for alt, hvad vi har gjort forkert (selvom det ikke er lige meget, hvad vi har gjort), men Han tilgiver os rundhåndet, fordi Jesus har betalt prisen for os på Golgatha, og fordi han besejrede døden i Josef af Arimæthæas have påskemorgen.

Djævelen kaldes den stærke, og et andet sted kaldes han »denne verdens fyrste«. Selvom Gud naturligvis er almægtig, så har man i det Ny Testamente den forestilling, at Djævelen har skaffet sig en særlig magt over menneskene i kraft af syndefaldet. Vi kender lignende eksempler på det i verdenshistorien: Rusland var i splid med sig selv, og det endte med, at kommunisterne tilkæmpede sig magten, og med Stalin i spidsen slog millioner af mennesker ihjel. Irakerne kom også i splid med sig selv efter deres uafhængighed fra briterne, og efter at de havde slået deres konge ihjel, endte de med at få Saddam Hussein som diktator.

På nogle måder er der ligheder mellem det, Jesus begyndte for ca. 2000 år siden, og det, som Bush prøver at gøre i Irak i disse dage. Den Stærke er her Saddam Hussein, og irakerne er jøderne. Ligesom den gang er der mange, der ikke rigtig påskynder befrieren. Nogle vil slet ikke befries. Eller de havde håbet, at befrielsen ville ske på en anden måde. Eller befrieren er ikke sådan, som de havde forventet. Andre har hørt så meget grimt om befrieren på forhånd, at de føler, at de ikke kan stole på ham. Og de tænker ikke på, hvem de har fået alle deres fordomme fra, nemlig den Stærke selv. [I dette tilfælde diktatoren og hans propagandamaskine.] Det at tage i mod befrielsen er ikke så let, som det lyder. Det kræver, at man kan se sandheden gennem alle løgnene, og at man har den rette indstilling, så man ikke er for stolt til at tage i mod befrieren.

Det er ikke lettere for os, end det er for irakerne. Vi lever ikke i en diktaturstat, men vi kan være bundet af så mange andre ting. Det kan være dårlige vaner, afhængighed, hidsighed eller en negativ holdning overfor andre. Dårligt selskab kan få én til gøre ting, man ikke ville have fundet på at gøre af sig selv. Vi er også nødt til at æde vores stolthed i os for at kunne tage i mod Frelseren.

»Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder«, siger Jesus. Konflikten mellem det gode og det onde er alvorligt ment. Der er ingen neutral grund, hvor man bare kan vente og se. Enten er man på Guds riges side, eller også er man på fjendens side.

Denne lidt tunge og dystre tekst slutter heldigvis med en lovprisning: »Saligt er det moderliv, der bar dig, og de bryster, du diede«. Vi husker fra juleevangeliet, at Maria gemte hyrdernes ord i sit hjerte og grundede over dem (Luk. 2,19). Så der er ikke tale om, at Jesus sætter kvinden på plads med sit svar, men han udvider lovprisningen til at gælde alle, der hører Guds ord og husker dem. Det ord gælder også os, der sidder i kirken her i dag.

AMEN

Lovprisning: Lov og tak og evig ære...

Kirkebøn

Meddelelser

Apostolsk velsignelse